Du er her

TEMA: Amning - din rolle som far

Hvordan kan du som far hjælpe til, at amningen kommer godt i gang og forløber bedst muligt?

Endelig – ventetiden er slut. Jeres baby har set dagens lys, og en ny hverdag begynder. Fra at have være et kærestepar hvor spontanitet og impulsive handlinger har været mulige, er I nu med et blevet en familie, hvor et lille ny individ vil være medbestemmende.

Ikke meget er som dagen før fødslen. I har fået nye roller - far/ mor -  og I selv - og omgangskredsen ser på jer med nye øjne.

Graviditeten og fødslen er fysisk overstået. Måske var det lige den drømmefødsel, I begge havde set frem til, måske gik det bare slet ikke som forventet.

Måske fik I nogle dage sammen på en barselsgang, hvor jeres lille ny familie i ro og mag kunne få lov til at komme til hægterne, og I som forældre kunne få lov til at indsnuse duften af jeres lille vidunder uden at blive forstyrret.

Meget kort tid efter jeres baby har set dagens lys, starter en søgen efter mad.

 

Instinkt og medfødte reflekser hos barnet

Når jeres nyfødte barn umiddelbart efter fødslen bliver lagt hud til hud hos mor, vil det instinktivt og ved hjælp af medfødte reflekser, søge mod mors bryst. I vil opleve, at jeres lille nyfødte barn bevæger sig mod brystet og nærmest snuser sig frem til brystvorten, hvor det med munden vil søge og slikke, for til sidst - måske efter flere ihærdige forsøg - endelig får fat om brystvorten. Nu kan jeres nyfødte begynde at sutte den første livgivende modermælk i sig.

Det er et stort og følsomt øjeblik for såvel mor som far. De fleste kvinder har et meget stærkt ønske om at kunne tilbyde det lille barn modermælk, men modsat barnet, som bruger sit instinkt for at amme hos mor, så er det noget mor skal lære. For at amning skal lykkes, er det vigtigt med et samarbejde, ikke kun mellem mor og barn, men også et samarbejde med far.

Afstem jeres forventninger

Allerede i graviditeten har en kommende mor meget brug for støtte og opbakning fra sin mand i forhold til amning – eller måske ikke amning.

Det er godt, at I får talt om, hvad I hver især tænker om det, at jeres lille barn skal amme og tilbringe meget tid ved mors bryst. Hvad forestiller du dig som mand, og hvad tænker din kæreste om det at skulle amme? I kan sammen læse om, hvad det vil sige at amme, hvorfor er det så godt med den amning, og hvad siger andre om ammeforløbet. Mange kommuner tilbyder, at den sundhedsplejerske I bliver tilbudt efter fødslen, kan komme på graviditetsbesøg. Her vil der være god mulighed for at få mange af jeres spørgsmål besvaret. Også jeres jordemoder kan hjælpe jer, når I kommer i hendes konsultation.

 

Skab trygge rammer for mor og barn

For de fleste kvinder betyder det meget, at far også viser interesse for amningen, og i øvrigt for alt det der forgår omkring det, at I sammen skal være eller er blevet forældre.

- og far kan ikke amme – nej, men der er rigtig mange andre ting, du som far kan både i forhold til at støtte mor i hendes ammearbejde, men også med at få skabt en god og værdifuld kontakt med jeres nyfødte barn.

Af praktiske ting kan være at indrette en god ”ammeplads” til mor og barn.

En god stol, en fodskammel (det kan bare være en omvendt opvaskebalje, en plastikkasse e.l.), puder til at støtte her og der. Det kan også være, at I har en god sofa, hvor mor kan sidde med fødderne oppe og slappe godt af, mens jeres baby ammer.

Måske vil din kæreste gerne kunne amme lidt afsides for at få ro, eller måske skal ”ammepladsen” være et sted, hvor mor kan følge med i, hvad der ellers foregår i huset - hvad du laver – så I stille og roligt kan tale sammen, mens jeres fælles barn ammer.

Find noget koldt at drikke til din kæreste. En ammende mor kan ofte føle stor tørst.

Hjælp også din kæreste med at huske, hun skal have noget at spise. Ofte flyver tiden af sted for en nybagt mor – der er mange ting, der skal gøres. Mange kvinder oplever, at dagen pludselig er forsvundet, uden der blev tid til hverken morgenmad, frokost eller andre mellemmåltider.  Det er vigtigt, at din kæreste får såvel mad som drikke. Det kræver energi at producere mælk.

Når din kæreste sætter sig til rette, for at jeres barn kan komme til at amme, så hjælp med at se om jeres barn ligger rigtigt ved brystet – at det ikke ligger for langt til den ene eller anden side, så der kommer et skævt træk i brystvorten. Kommer barnet til at sutte skævt, kan det give din kæreste problemer med smertefulde revner og sår på brystvorten, og så er det ikke behageligt at skulle amme mange gange i løbet af døgnet. Hvis I er i tvivl om jeres barn ligger hensigtsmæssigt ved brystet, kan I kontakte jeres sundhedsplejerske. Hun kan give jer råd og vejledning både i forhold til ammestillinger og til pleje af brystet, hvis der er kommet revner eller sår, så amningen kan fortsætte.

 Se på din kæreste når jeres barn ammer. Sidder hun nu godt? Spænder  hun i skulder og nakke?

Giv gerne din kæreste blid massage i nakke og skulder – det er mange timer i løbet af døgnet, mor og barn kommer til at tilbringe med amning - og massage virker afslappende. Når din kæreste kan slappe af under amningen, strømmer mælken nemmere ud i barnets mund.

Som far, kan det også være dig, der hjælper barnet til at bøvse, når ca. halvdelen af ammetiden er gået. Måske skal jeres baby have en tør ble, inden den sidste ammetår bliver givet.

At få startet en amning og at få den til at fungere godt, kræver ro og hvile.

 

Påtag dig ’faropgaver’

Det kan være en ’faropgave’, at få lavet aftaler med de gæster, der meget gerne vil komme på besøg for at se jeres lille nye vidunder. Det kan være meget anstrengende at være nybagt mor og samtidig værtinde for alle, selvfølgelig velmenende gæster, der lige vil kigge forbi.

Sæt telefonsvarer på med en besked om, at I alle har det godt, og I ringer tilbage, når I er klar til at få besøg.

En ide kan også være at sende en mail eller et brev med et billede af den lille ny – så har de nærmeste i hvert tilfælde fået lov til at se, hvor dejlig jeres ny familiemedlem er – og så kan de fleste nok vente på, I giver grønt lys for besøg.

Tilbyd din kæreste at gå en tur med jeres barn i barnevognen, så hun kan få lov til at hvile og sove.

 

Sørg for ro, omsorg og støtte

I de første uger vil jeres barn spise mange gange i løbet af døgnet. Nyfødte børn spiser ikke efter skema, men kan være sultne med forskellige intervaller. Nogle gange kan der gå 4 -6 timer imellem måltiderne og andre gange måske kun 2 timer. Begge dele er helt normalt.

Ind imellem vil jeres barn måske græde, og det er ikke altid på grund af sult. Prøv at hjælpe din kæreste med at finde ud af hvad årsagen er. Er det luft i maven, er det en ble der skal skiftes, er det måske blot fordi, jeres baby har brug for at være tæt på enten far eller mor? Måske har  jeres baby brug for den fuldstændige ro, som findes i barnevognen eller vuggen. Det er dejligt for din kæreste, at du hjælper med at finde årsagen til uroen, og ikke blot mener at det er sult.

Det kan for en nybagt mor virke uoverskueligt at få at vide, at det nok er på grund af sult, barnet græder, hvis hun nu har ammet uafbrudt i lang tid. Her kan mor også begynde at tvivle på, om hun har mælk nok, om hun overhovedet kan amme! Hvis det sker, har din kæreste brug for rigtig meget ros, omsorg og støtte for igen at komme til at tro på, at hun kan.

For en nybagt mor betyder det meget, at du som kæreste - og far til jeres fælles baby – viser:

  • at du støtter og bakker op om den beslutning – at jeres barn bliver ammet – eller måske ikke ammes.
  • at du accepterer, at der bliver brugt meget tid på amning.
  • at du roser din kæreste for det store arbejde, hun udfører
  • at du viser interesse for jeres lille ny
  • at du i de første uger fungerer meget som ”den praktiske gris”

Det kan måske lyde som om, du kommer meget på sidelinien i forhold til forældrerollerne, men eet er sikkert, den allerførste tid sammen med jeres fælles barn er uhyre vigtig, og du vil opleve, at du, når du er til stede, hurtigt kan få en god, dyb og intens kontakt med dit barn. Denne tidlige kontakt bliver grundlaget for jeres senere far/ barn forhold – og det er en fantastisk tid der venter dig.

 

Susanne Klitt

Sundhedsplejerske

 


FAKTA:

Vær nærværende og giv din kæreste omsorg og støtte

Hjælp med de praktiske ting: mad, drikke, massage, ro

Støt op om det ønske din kæreste har om at amme

Støt også op hvis din kæreste ikke ønsker at amme, eller at det ikke lykkes at få en amning i gang.


 

Har du gode råd eller nogle værdifulde erfaringer med at gøre amningen til en god oplevelse for mor og barn? Søger du svar på nogle spørgsmål? Klik ind og deltag i debatten i sidens forum

All rights reserved Vi Faedre.dk