Du er her

Støj og dårlig luft i børnehaven

Indeklimaet i landets daginstitutioner er så dårligt,  at det går ud over børnenes trivsel, det viser undersøgelse blandt fire til syv-årige børn.

Øredøvende larm, dårlig ventilation og alt for høje temperaturer er dagligdag i rigtig mange af landets børnehaver. Det viser en ny undersøgelse fra Børnerådet.

 

Indeklimaet plager børnene
I undersøgelsen har 1143 børn i alderen fire til syv år og fordelt på daginstitutioner over hele landet, svaret på, hvordan de oplever indeklimaet.

Børnene er blandt andet blevet spurgt om, hvorvidt de synes, der er for meget larm og støj i deres børnehave. Hertil svarer 41 procent ja, og 22 procent svarer nogle gange.

Halvdelen af børnene synes, at der generelt eller indimellem er for varmt. Omkring en femtedel mener, at der generelt er beskidt i deres børnehave.

 

Børnerådet kræver handling

Problemerne er tidligere belyst af blandt andre Arbejdstilsynet og DTU, og nu kræver Børnerådet handling fra politikerne.

- Hvis de samme forhold gjorde sig gældende på en arbejdsplads for voksne, ville folk reagere med det samme. Men de små børn klager jo ikke. Derfor er det godt, at vi nu har hørt deres perspektiv i denne undersøgelse, siger Lisbeth Wilms, der er medlem af Børnerådet og souschef i Udviklingscenteret for Forebyggelse og Sundhedsfremme, Gentofte Kommune, til 24timer.

Børnerådet vil have indført en lovgivning, der helt på linje med arbejdsmiljølovgivningen, stiller konkrete krav til indeklimaet i børnemiljøer.

 

Ser værre ud

Jørn Toftum, der er lektor ved DTU, har tidligere været med til at lave målinger på indeklimaet i landets daginstitutioner og skoler.

- Vi har lavet målinger, som supplerer de her udsagn fra børnene, og de viser, at tingene faktisk ser værre ud end det, børnene fortæller om, siger Jørn Toftum

I en kommentar skriver Kommunernes Landsforening: "Vi har ikke et overblik over, hvilke indsatser der er i gang i kommunerne på området, men vi ved, at det er et område med stor bevågenhed.

 

Kilde: Jyllands Posten

 

Hvordan er indeklimaet i dit barns institution? Hvad mener du om resultaterne af Børnerådets undersøgelse? Hvad kan man gøre for at forbedre indeklimaet i landets institutioner? Del dine meninger og forslag nedenfor.

 

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk