Du er her

Sæt babyalarmen i fodenden

Der findes ingen grundig forskning af stråling fra babyalarmer, men eksperter mener, at det er en god ide at placere alarmen en meter fra barnets hoved.

 Både producenter og eksperter vurderer, at det er en god ide at placere babyalarmen i en vis afstand fra barnet, det skriver Forbrugerrådets blad Tænk, som har testet baby-alarmer.

 

En meter mellem hoved og alarm

En god tommelfingerregel er, at der skal være cirka en meters afstand mellem en babyalarm og babys hoved. Det kan være svært, når babyen sover i barnevognslift eller vugge at overholde fx i en barnevognslift eller en vugge, men så bør alarmen lægges i fodenden.

- Det, man skal undgå, er at lægge den lige ved siden af hovedet, siger Jørgen Bach Andersen, der er professor emeritus i radiokommunikation ved Aalborg Universitet til Tænk.

 - Det er fornuftigt at gøre det, selv om der ikke er den store videnskabelige evidens for det.

 Ifølge Jørgen Bach Andersen kan man dog med sindsro anbringe alarmen i fodenden af vuggen
eller barnevognen, hvor der måske kun er godt en halv meters afstand til babyens hoved.

 

Svagere stråling end mobiltelefoner

Der findes i realiteten ikke mange undersøgelser af strålingsfaren ved babyalarmer, så Jørgen Bach Andersen baserer sin rådgivning på undersøgelser af mobiltefoni, hvor meget hyppig brug gennem lang tid muligvis kan føre til en øget kræftrisiko.

 Han siger dog, at forskningen er en smule tvetydig – og at babyalarmer har en langt svagere elektromagnetisk effekt end mobiltelefoner.

 

Ingen ny forskning på området

Bekymrede forældre skal dog ikke sætte næsen op efter grundigere undersøgelser af stråling fra babyalarmer.

 Jørgen Bach Andersen mener nemlig, at det er langt mere oplagt at fokusere på strålingen fra mobiltelefoner.

 Tænks test af baby-alarmerne udnævner i øvrigt Philips Avent SCD505B som bedst i test. To alarmer, Topcom Babytalker og Ikeas Patrull-model, dumpede testen.

 Ikea har reageret direkte på Tænks test og fjernet baby-alarmen fra butikskædens hylder.

 Kilde: DR

 

Har du tænkt over, at jeres babyalarm kan afgive stråling? Sætter i alarmen i fodenden? Kan du anbefale en bestemt babyalarm? Del dine råd og erfaringer med andre fædre nedenfor.

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk