Du er her

Mor og far laver lektierne

Mange forældre har prøvet at lave deres børns lektier, viser ny undersøgelse.

Når danske skolebørn finder lektierne frem efter aftensmaden, er det ofte forældrene der løser opgaverne. Ifølge børne- og undervisningsminister Christine Antorini er det som at tisse i bukserne for at holde sig varm.

 

Lektielæsning i undervisningen
En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for 24timer, viser at 36 procent af landets forældre prøvet at lave deres børns lektier for dem. 34 procent af forældrene svarer faktisk, at de indimellem laver deres børns lektier.

Flemming B. Olsen, som er lektor på Tornbjerg Gymnasium, har lavet ph.d. om lektielæsning. Han mener, at tiden er ved at løbe fra lektierne, som de ser ud i dag.

- De øger uligheden blandt eleverne. Det er ikke alle forældre, der har mulighed for eller kompetence til at hjælpe deres børn, og så er der pludselig nogen af eleverne, der er langt foran de andre. Det kunne man med fordel undgå, hvis lektielæsningen blev integreret i undervisningen, siger han til 24timer.

 

Forældrene gør børnene en bjørnetjeneste
24timer har spurgt Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) om hendes holdning til, at 36 procent af forældrene har prøvet at lave deres børns lektier:

- De gør virkelig deres børn en bjørnetjeneste. Undskyld mig, men de giver jo ikke børnene muligheden for at lære det, de skal. Det er virkelig at tisse i bukserne. Det er ret beset at svigte ens barn og ikke sørge for, at det lærer det, som det skal, siger hun til avisen.

Er der noget galt med måden, som lektierne bliver givet på?
- Hvis forældre har lavet dem, så har barnet jo ikke lært en pind, så jeg synes hellere, at man skal gå til skolen og sige, hvis man synes, det er nogle latterlige ting, de får for derhjemme. Lektier gives jo ikke for at straffe børnene, men fordi det er en træning, som gør, de bliver dygtigere. Og det gør de jo ikke, hvis forældrene laver dem, så det er virkelig en bjørnetjeneste.

Med lektier flytter man en del af læringen i skolen tilbage i hjemmene, så lektier skaber vel ulighed, fordi ikke alle børn har forældre, der kan hjælpe dem?
- Det er rigtig godt, at forældre kan hjælpe deres børn, og det tror jeg altid vil ske. Men der kommer med rette mere og mere fokus på lektiecaféer og helhedsskoler, som arbejder meget med de børn, der ikke kan blive hjulpet derhjemme. Men lektier er noget ud over den almindelige skoledag, hvor det er godt, at man træner på anderledes måder. Det, der betyder mest, når man skal lære at læse, er at øve sig og øve sig.

Men er tiden ikke ved at vokse fra de traditionelle lektier, hvor man får tre regnestykker for derhjemme?
- Jeg er ikke lærer, så jeg vil nødig vurdere det meningsfulde ved lektier. Men hvis man som forælder synes, at det er de samme gamle gangestykker, børnene får for, så skal man da gå til matematiklæreren. Det skaber dialog, og det er også lærerens opgave at forklare, hvad det er, man træner derhjemme. Det må være den vej, man tager det.

Kilde: 24timer

Laver du dine børns lektier? Mener du, at det er at gøre børnene en bjørnetjeneste? Hvordan bør fremtidens lektier se ud? Del dine erfaringer og holdninger med andre fædre nedenfor.

 

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk