Du er her

Luftforurening sender børn på hospitalet

Ny stor undersøgelse foretaget i hovedstadsområdet viser, at der er en sammenhæng mellem graden af luftforurening og antallet af børn, der bliver indlagt på hospitalet med astma-anfald.

Nu er det for første gang videnskabeligt bevist: Når luftforureningen er høj, bliver flere børn indlagt på hospitalet med astma-anfald, det skriver videnskab.dk.

 

Flere astmaanfald ved høj grad af luftforurening
Den store danske undersøgelse viser, at der i gennemsnit bliver indlagt 10 procent flere børn på dage med meget luftforurening end på dage med mindre luftforurening. Undersøgelsen tager udgangspunkt i 8.226 indlæggelser for astma blandt børn og unge på københavnske hospitaler og sammenholder indlæggelserne med målinger af luftforureningen i børnenes nærområder, målt på målestationer.

- Vi har brugt noget virkelig avanceret statistik, som giver studiet meget stor styrke og troværdighed, og der er en tydelig sammenhæng mellem forurening i København og indlæggelser for astmaanfald blandt københavnerbørn et par dage senere, siger overlæge Hans Bisgaard, som er leder af Dansk BørneAstma Center og professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet, til videnskab.dk.

 

Forurening fra industriområder syd for grænsen
Højst overraskende så er det ikke de ultra-fine partikler fra brænderøg og udstødning fra diesel-biler, som er den store synder. Det er faktisk luftens indhold af gasser og mellemstore partikler, som typisk stammer fra industriområder syd for Danmark, som får antallet af indlæggelser til at stige.

- Denne nye opdagelse skal der nok være en del fagfolk, som bliver ophidsede over, for vi har hidtil haft den meget mekaniske opfattelse, at små partikler gjorde mest skade i forbindelse med astma, fordi de trængte længst ud i luftvejene, siger Hans Bisgaard.

- Nu skal man måske til at spekulere i, at de små partikler også er lette at ånde ud af kroppen igen, eller at der skal en vis tyngde til, før partikler sætter sig og gør skade – men det er altså ren spekulation for nu, bemærker Hans Bisgaard.

Undersøgelsen har haft fokus på børn, da det ser ud til at børn påvirkes mere af forureningen end voksne. Det skyldes bl.a., at børn er ved at udvikle lunger og immunsystem, inhalerer flere partikler, fordi de trækker vejret mere hyppigt og mere gennem munden. Samtidig skyldes det, at børn generelt er mere aktive end voksne eksempelvis i daginstitutioner og med sportsaktiviteter i områder med meget forurening.

Undersøgelsen handler om samtlige indlæggelser for astma på otte hospitaler i københavnsområdet i perioden 2001-2008 blandt børn med bopæl i en radius af 15 km omkring målestationen.
 

Kilde: DR.dk

Bor I i et område, hvor der er en høj grad af luftforurening? Lider dit barn af astma? Hvad gør i for at holde astmaen nede? Del dine råd og erfaringer med andre fædre.

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk