Du er her

Gode råd til rolige nætter

Sengetid kan være en prøvelse for både børn og forældre. Mislykkede soveritualer, lange nætter samt gråd og tænders gnidsel kan knække selv forældre med et abnormt overskud. Vores Børn har lavet en række gode råd til, hvordan du opnår rolige nætter.

 

1. Giv et drømmemåltid
Når baby er cirka seks måneder, har den ikke længere fysisk behov for mad om natten. Vil du i dit morhjerte være sikker på, at det ikke skyldes sult, når dit barn vågner, så giv det et ‘drømmemåltid’ sent om aftenen, indtil baby er syv til ti måneder. Tag barnet op, mens det sover, og lirk forsigtigt brystvorten/flasken ind i mundvigen. Kild eventuelt kinden blidt for at stimulere sutterefleksen. Hold baby lidt oprejst bagefter, så den kan bøvse. Når du giver maden, mens barnet sover, og ikke fordi det vågner op, undgår du, at det forbinder det at vågne med at få mad.

2. Væk med hovsa-løsninger
Gør dig bevidst om, hvilke hovsa-løsninger du bruger. Det kan være at amme i søvn, gå rundt med baby, holde i hånd eller et ritual, hvor dit barn skal nulre dit hår. Opsamling af vildfarne sutter er også en klassiker, der kan få dig ud af fjerene mange gange på en nat. Det er okay at give dit barn en sut én gang, når I siger godnat. Men saml den ikke op, når den bliver smidt over bord eller tabt. Giv i stedet en hjælp, du kan trappe ned. (Se trin 7 og 8).

3. Over i egen seng
Lad dit barn sove i egen seng på eget værelse. Også hvis det har feber; et feberramt barn bliver for varmt mellem dig og far. Det er vigtigt, at dit barn opfatter sin seng som et behageligt og trygt sted. Er der modstand mod sengen, så leg lidt i den i løbet af dagen. Læs godnathistorien, mens dit barn ligger i sengen, og du sidder ved siden af. Sengen skal dog også være kedelig – fjern pynt som uroer og sengerande med motiver.

4. Den rette timing
Put så vidt muligt på samme tid hver aften, gerne ved syv-halvotte-tiden. Hold øje med dit barns ‘sovevindue’, som er det tidspunkt, hvor du ser træthedssignaler. Det kan være, at dit barn mister interessen for at lege, kigger væk, gnider øjne og ører eller bliver pylret. Så er det med at få børstet bisser og skrubbe i seng. Misser du et sovevindue, får dit barn ny energi (second wind) eller bliver overtræt. Og så kan det nærmest være mission impossible at få det til at sove.

5. Hav et fast putteritual
Et godt putteritual starter med at komme ned i gear og signalere, at dagen er forbi. Hop ikke rundt i sofaen lige inden sengetid. Sluk for tv og computer, og hyg jer med at tage nattøj på og børste tænder. Putteritualet skal være det samme hver aften. Læs godnathistorie det samme sted, syng den samme godnatsang, og lad for eksempel barnet ‘puste lyset ud’, inden I siger godnat. Genkendelighed skaber tryghed.

 

Se flere råd hos Vores Børn

 

Kilde: Vores Børn

 

Hvordan forløber jeres putteritual? Hvad gør I for at opnå rolige nætter? Har I et barn der ikke vil puttes og som ikke vil sove? Del dine råd og erfaringer med andre fædre nedenfor.

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk