Du er her

Forældre tager på ferie uden børn


Flere og flere danske forældre efterlader børnene hjemme, når de tager på ferie.

Rejseselskabet Apollo kan konstatere, at antallet af danske rejsende, der booker ’voksenhotel’,  er tredoblet på få år.

 

Sundt at rejse uden børn
Rejserne uden børn er ofte udtryk for, at man ønsker tid til at pleje sig selv og hinanden.

- Vi kan konstatere, at flere og flere voksne tager på såkaldt voksenferie. Det gælder i stigende grad også de par, der har børn. Flere og flere booker voksenhoteller, som er karakteriseret ved, at de ikke egner sig til børn, og de voksne tager alene af sted. Stigningen har især været bemærkelsesværdig de seneste tre år, hvor vi således har set en tredobling, siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo til TV-2.

Det opfattes ikke længere som svigt at rejse uden børnene, og ifølge livstilsekspert Henrik Byager kan man godt være bekendt at rejse uden. Det kan ligefrem være sundt for parforholdet at komme væk fra den travle hverdag.

 

Ikke længere tabu
- Voksenferien handler om at gøre noget sammen og bruge noget tid sammen, hvor man ikke er far, mor og børn, men kun far og mor. Det tror jeg, der er mange og flere der efterhånden prioriterer. Før i tiden var det tabu at tage på ferie alene, men nu er det helt acceptabelt at tage af sted uden børnene. Det kan ofte ses som en investering i parforholdet, som dermed forhindrer nogle af de truende skilsmisser, siger Henrik Byager til tv2.dk.

Selvom flere danske forældre benytter sig af voksenferier, så er Henrik Byager dog sikker på, at det kun er danskere, der rejser flere gange om året, der parkerer ungerne hos bedsteforældre en uges tid, mens de selv nyder sydens sol.

- Det er synd, hvis forældrene foretager alle ferier alene, men det tror jeg ikke på er tilfældet. Voksenferien er jo en slags "honeymoon", hvor der skal være tid til romantik og selvforkælelse, men så kommer børnene med på den rigtige sommerferie eller vinterferie, siger han.
Ifølge Apollo ligger der mange voksenhoteller rundt om i hele verden, hvor man ikke finder de typiske børnefaciliteter.

 

Kilde: TV-2

Læs også: 'Rejsen starter med stress' og 'Skoleelever væk en hel måned om året'

 

Tager I på ferie uden børnene? Er børnefri ferie godt for parforholdet? Hvem passer børnene, mens I er væk?  Del dine råd og erfaringer med andre fædre.
 

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk