Du er her

Forældre sjusker med autostole

 

Ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at hvert tredje barn ikke er ordentligt fastspændt i bilen.

Det kan få fatale konsekvenser, hvis en autostol ikke sidder ordentligt spændt fast i selen.

 

Selen sidder forkert

Til trods for vigtigheden fastspænder forældrene til hvert tredje barn det ikke korrekt. Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik ifølge Forbrugerrådets blad Tænk.

169 børn og deres forældre deltog i undersøgelsen, som blandt andet viste, at de hyppigste fejl, når autostolen skal spændes fast, er for løs sele, forkert seleføring ved brug af selepude, samt at skråselen er ført under armen på barnet.

 

Vil gøre det rigtige

- Forældre vil gerne gøre det rigtige, men der bliver lavet en del "sjuskefejl" med fastspændingen af børn i bilen, som kan betyde, at effekten af udstyr og seler reduceres, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Hun står i spidsen for undersøgelsen og har personligt haft hovedet inde i samtlige biler, der deltog i undersøgelsen.

- I nogle få tilfælde var selen så løs, at det er tvivlsomt, om den kunne have fastholdt barnet i en kollision, siger hun.

En typisk fejl ved en babyautostol er ud over en løs sele også, at selen er ført uden om de korrekte holdere bag på autostolen.

- I værste fald kan stolen vælte eller rive sig helt løs, siger hun til Tænk.

Undersøgelsen er foretaget af Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

 

Kilde: JP.dk

 

Er jeres autostol svær at montere? Er du i tvivl om dit barn er spændt ordentligt fast i bilen? Kan du anbefale en god autostol? Del dine råd og erfaringer med andre fædre nedenfor.

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk