Du er her

Feber

Hvis dit barn er under 1 år, måles temperaturen i endetarmen. Øretermometer kan du bruge, hvis dit barn er over 1 år, og du skal regne med at temperaturen her ligger en halv grad lavere.

Hudtermometre er alt for usikre, og er derfor ikke velegnede til børn.

Når du skal måle temperaturen på dit barn, er det vigtigt, at barnet har været i ro ca. 30 min. inden og ikke har opholdt sig i et alt for varmt rum.

Et barn, der har været i aktivitet og måske har grædt, kan meget nemt have 38 grader uden at fejle noget.

Normaltemperaturen er om morgnen 36,5 – 37,5 grader og op til 37,9 grader om aften.

 

Lettere smertestillende medicin som Paracetamol (Panodil) får feberen til at falde ca. 1 grad.

Tal altid med din læge inden du giver dit barn medicin i forbindelse med feber.

Som tidligere nævnt er feber kroppens naturlige reaktion på en infektion.

Brug aldrig medicin med acetylsalicylsyre til børn under 12 år.

 

Når du skal tage temperaturen på dit barn så:

  • Prøv at fremstå stille og roligt, så dit barn ikke bliver bange, for det der skal ske.
  • Smør noget salve på spidsen af termometeret.
  • Læg dit barn på siden.
  • Før forsigtigt termometeret ca. 1 ½ cm ind i endetarmen.
  • Hold om dit barn og ved termometeret, så endetarmen ikke bliver beskadiget, hvis barnet laver en pludselig bevægelse.
  • Tal roligt til dit barn, indtil termometeret bipper – tag det ud og aflæs.

 

Og hvad kan du så som forældre gøre, når dit barn har feber?

  • Ved forhøjet temperatur har dit barn brug for ekstra væske. Dit barn kan måske kun drikke lidt ad gangen, men så tilbyd ofte. Måske er det bare teskefulde, dit barn kan klare. Dit barn kan undvære fast føde i et par dage, men ikke væske.
  • Hold øje med at dit barn tisser godt – det er tegn på, at væskebalancen er i orden.
  • Dit barn behøver ikke at ligge i sengen, men skal have mulighed for at hvile ind i mellem.
  • Dit barn må ikke være for varmt påklædt. Måske bare en bodystocking eller ble. De rum, dit barn befinder sig i, skal være kølige – uden at der er træk.
  • Hvis feberen stiger, vil du måske opleve, at dit barn får kulderystelser – så er det godt med et tæppe eller dyne, som så fjernes igen når temperaturen igen er stabil.
  • Giv dit barn omsorg. Dit barn vil måske gerne, at I er i nærheden hele tiden. Læs en bog, syng en sang eller leg nogle lege med dit barn. Det er helt i orden at forkæle barnet lidt ekstra under sygdom – så må I rette op på det, når barnet er frisk igen.
  • Hvis dit barn giver udtryk for sult så tilbered små lækkerier, som du ved, dit barn godt kan lide.

 

Under en kortere sygdomsperiode behøver du ikke tænke så meget på sund kost. Hvis sygdomsperioden bliver af længere varighed, er det dog vigtigt, at den smule mad barnet spiser er næringsrig og let fordøjelig.

 

Hvornår skal din læge kontaktes, hvis barnet har feber?

  • hvis dit barn er under 6 måneder.
  • feberen er over 39 grader, og barnet er sløjt og utilpas.
  • hvis dit barn er sløvt, slapt eller svær at komme i kontakt med.
  • hvis dit barn græder vedvarende og er utrøsteligt.
  • hvis dit barns hud på trods af feber virker kølig, bleg eller blålig, eller hænder og fødder er påfaldende kolde.
  • hvis dit barn har mistet meget væske - kun få eller ingen våde bleer.
  • hvis dit barn får feberkramper, især første gang det evt. sker.
  • hvis barnet får hurtig eller stødende vejrtrækning (åndenød).
  • hvis dit barn har blodige afføringer.
  • hvis dit barn får punktformede eller større blodudtrædninger i huden, som ikke forsvinder, når du trykker på dem med en finger.
  • tilkald lægen omgående, hvis barnet får stiv nakke, eller du på anden måde har mistanke om meningitis, eller barnet bliver meget dårligt.
  • hvis feberen varer mere end tre dage.
  • hvis dit barn ofte har feber, uden at du kender årsagen.

Nogle børn har tendens til at få kramper i forbindelse med temperaturstigning.

 

Feberkramper:

Det er for de fleste forældre en chokerende oplevelse at se sit barn få feberkramper.

Årsag: Kan forekomme hvis dit barn pludselig får høj feber +38 grader.

Symptomer: Barnet bliver kortvarigt bevidstløst og kan således ikke kontaktes. Barnet bliver som en flitsbue og får trækninger i arme og ben. Hovedet drejes bagover.

Nogle krampeanfald kan vare fem minutter, hvorefter barnet kommer til sig selv igen. Nogle børn bliver ved med at være trætte et stykke tid efter anfaldet.

Komplikationer: Barnet kan kaste op under krampeanfaldet. Vend forsigtigt barnet om på siden med hovedet lidt nedad, så evt. opkast kan løbe ud.

Ofte bliver forældre meget forskrækkede over oplevelsen og ringer 112.

Det er ok at gøre det, idet det er vigtigt at barnet efter et krampeanfald bliver set af en læge.

Feberkramper er som sådan ikke farlige, og det vigtigste er at beskytte barnet under krampeanfaldet, så det ikke kommer til skade på nogen måde. Lad barnet ligge evt. på en seng, og lad krampen gå over.

Behandling: Klæd barnet af så det kun har ble evt. undertrøje på.

Ved første feberkrampeanfald bør man straks kontakte læge. Det er meget skræmmende at opleve feberkrampeanfald.

Børn, der har haft mere end to feberkrampetilfælde, kan modtage forbyggende medicinsk behandling. Medicin er receptpligtig og udskrives af børnelæge eller egen læge.

Forebyggelse: Barnet afklædes, når det viser tegn på feber.

Klar til institution: Når barnet er velbefindende.

All rights reserved Vi Faedre.dk