Du er her

Astma starter i mors mave

Danske forskere har gjort banebrydende opdagelse ved at undersøge børns lungefunktion.

Fokus, når det gælder fremtidens forskning i hvorfor børn får astma, bør rettes mod barnet, mens det stadig befinder sig i moderens mave, det skriver Videnskab.dk, Forskerne har som de første i verden opdaget, at halvdelen af alle astmabørn på syv år allerede havde problemer med luftvejene ved fødslen.

 

Problemer allerede ved fødslen
Danske forskere har opdaget, at halvdelen af alle astma børn på syv år allerede oplevede problemer med luftvejene ved fødslen. Overlæge Hans Bisgaard, dr.med. er en af forskerne og leder af Dansk Børneastma Center ved Gentofte Hospital. Han er desuden professor i børnesygdomme ved Københavns Universitet.

- Det er svaret på det spørgsmål, som alle astmaforskere har stillet sig til alle tider: Hvornår udvikler sygdommen sig egentlig? Det er aldrig før dokumenteret, og vores studie bliver nok aldrig gentaget, for det har været en stor, omfattende og krævende øvelse, siger han til videnskab.dk.
 

400 børn undersøgt
I løbet af undersøgelsen bedøvede forskerne 400 børn en måned efter fødslen og lavede detaljerede målinger af deres lungefunktion. Børnene fik lavet lungemålinger, igen da de var syv år gamle.

Undersøgelsen viste, at børn, der havde udviklet astma som syvårige, havde svært ved at puste luft ud allerede som nyfødte. Samtidig havde børnene sarte luftveje, som udløser kramper, når de bliver irriterede. Begge dele er typiske kendetegn for astma.

- Det er en meget værdifuld undersøgelse for os, når vi skal lave en strategi for, hvor man skal lægge indsatsen, når man skal forebygge astma. Nu ved vi, at det ikke er i voksenalderen eller skolealderen, siger Hans Bisgaard.
 

300.000 danskere har astma
Resultaterne er fremlagt i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.

Forskerne har dog stadig lang vej til at kunne bremse udviklingen af astma, en sygdom som findes hos 300.000 danskere.

Der skal nu udføres forsøg på 700 gravide kvinder, som får blandt andet D-vitamin og fiskeolie. Tidligere studier har vist, at færre børn har astma i områder, hvor der tit er fisk på menuen.

 

Kilde: Jyllands Posten

 

Læs også: Luftforurening sender børn på hospitalet og Gode råd om astmatisk bronkitis

 

Lider dit barn af astma? Præger sygdommen jeres hverdag? Hvad gør I for at holde generne nede? Del dine råd og erfaringer med andre fædre.

Facebook Comments Box

All rights reserved Vi Faedre.dk